“Nå generationen” blev de unge kaldt. Der var ikke arbejde til dem. 200.000 levede på støtten.

Seksualiteten var fri, men sex kunne tage livet af ungdommen, for en dødelig pandemi, HIV, rykkede frem i skyggerne. Fremtiden så sort ud. Den kolde krig var stadig varm. Missilerne i øst og vest var rettet mod hinanden. Nogle søgte mørket i punkbevægelsen, og alt det pæne blev klippet i stykker. Andre besatte tomme huse i Ryesgade i København for at omstyrte samfundet.

Og så var der dem, der blev trætte af at være triste. De stræbte efter penge og festede på Café Victor. I radioen sagde den hurtigtsnakkende vært Kim Schumacher, “Hey du der, livet er nu”. Med udgangen til årtiet faldt muren i Berlin, og verden åbnede sig.

Det var det sorgløse årti. Truslen om atombomber var afblæst, og arbejdsløsheden faldt. Danmark vandt endda EM i fodbold.

Afstanden til resten af verden blev kortere med www og billige rutefly, der lettede fra Kastrup. De fleste troede, at vi var på vej mod det bedste af alle verdener. Flere mennesker levede i demokratier end i diktaturer. Der var mere fred end nogensinde før. I Washington nærmede palæstinenserne og israelerne sig en fredsaftale.

Yasser Arafat og Yitzhak Rabin gav håndtryk på fredsønsker. Alt af betydning skete i USA, og danskerne konsumerede mad, film og TV-shows fra mulighedernes land. Men fra Seattle slog et lyn ned fra en klar himmel.

Det var grunge.

To tårne kollapsede i New York, og verden blev aldrig den samme. Bare et år tidligere havde årtusindskiftet truet med et totalt digitalt kollaps.

Lige fra vaskemaskinen til bankens data. Men nu blev det radikaliserede terrorister, som ændrede verdens gang.
Verden lukkede sine grænser og oprustede med sikkerhedskontrol og overvågning.

Det eneste, der buldrede der ud af lidt endnu, var økonomien. Mange levede over evne. Boblen sprang, og banker og investorer faldt på stribe. Danmarks 10. største Bank, Roskilde Bank, lukkede og slukkede, og deres aktier var nul kroner værd.

Det var tid til smalkost og selvransagelse.

Nu gik den ikke længere. Alt det, man troede skulle forbinde verdens borgere, blev en kilde til splittelse. Internettet, handel og energi.

Ud af støvet fra alverdens dårligdomme, finanskrisen, klimakrisen og flygtningekrise rejste de unge og kvinderne sig.

Danmark fik sin første kvindelige statsminister Helle Thorning Schmidt, og de unge fik en ny helt, Greta Thunberg. De voksne skulle tage at skamme sig for at ødelægge fremtiden med flyrejser og bøffer, sagde de unge anklagende. Med hashtagget MeToo gjorde kvinderne op med magtens mænd.

Idoler og institutioner krakelerede. Briterne gik til afstemning om EU-medlemskab, og flertallet stemte for at træde ud af EU.

Brexit varslede en ny tid med opbrud.