Om udstillingen

I udstillingen ‘Danmark After Dark’ følger du en drøm, som tager form i 1980’erne. I en tid hvor den kolde krig stadig var varm, og ungdomsarbejdsløsheden på sit højeste. Fremtiden så sort ud. Men det mørke årti gav brændstof til ny musik, nye forbrugsmønstre og nye drømme, og da muren faldt i Berlin i 1989, åbnede verden sig på ny.

  • Tag sammen med D-A-D tourbussen tilbage til 1980’erne og hele vejen op til i dag. Gennem D-A-D og musikken går du på opdagelse i dine egne erindringer.

    Undervejs kommer du forbi scener i historien; en ungdomslejlighed, en lufthavn, et øvelokale, et studie og til sidst giver vi dig suset på scenen sammen med D-A-D en sommeraften i 2023.

    I udstillingen ser du D-A-D’s ikoniske instrumenter, kostumer og personlige genstande side om side med andre ting fra danmarkshistorien, som formede bandet og generation X - alle dem der blev født i årene 1965-1979.

Det oplever du

  • Oplev et udpluk af de sidste 40 års danmarkshistorie og populærkultur. 

  • Få bandets egne historier fra 40 år i musikbranchen.

  • Besøg bandets ungdomshybel i 1980’erne. Se D-A-D’s ikoniske genstande – et udvalg af kostumer, ikoniske instrumenter og kohovedet Molly. 

  • Gå i D-A-D’s øvelokale, hvor du selv kan spille musik og mikse et nummer.

  • Få suset på scenen sammen med D-A-D.

Udstillingen ‘Danmark After Dark’ åbner på rockbandet D-A-Ds 40-års fødselsdag 3. marts 2024!

Nedslag i 40 års danmarkshistorie

  • “Nå generationen” blev de unge kaldt. Der var ikke arbejde til dem. 200.000 levede på støtten.

    Seksualiteten var fri, men sex kunne tage livet af ungdommen, for en dødelig pandemi, HIV, rykkede frem i skyggerne. Fremtiden så sort ud. Den kolde krig var stadig varm. Missilerne i øst og vest var rettet mod hinanden. Nogle søgte mørket i punkbevægelsen, og alt det pæne blev klippet i stykker. Andre besatte tomme huse i Ryesgade i København for at omstyrte samfundet.

    Og så var der dem, der blev trætte af at være triste. De stræbte efter penge og festede på Café Victor. I radioen sagde den hurtigtsnakkende vært Kim Schumacher, “Hey du der, livet er nu”. Med udgangen til årtiet faldt muren i Berlin, og verden åbnede sig.

  • Det var det sorgløse årti. Truslen om atombomber var afblæst, og arbejdsløsheden faldt. Danmark vandt endda EM i fodbold.

    Afstanden til resten af verden blev kortere med www og billige rutefly, der lettede fra Kastrup. De fleste troede, at vi var på vej mod det bedste af alle verdener. Flere mennesker levede i demokratier end i diktaturer. Der var mere fred end nogensinde før. I Washington nærmede palæstinenserne og israelerne sig en fredsaftale.

    Yasser Arafat og Yitzhak Rabin gav håndtryk på fredsønsker. Alt af betydning skete i USA, og danskerne konsumerede mad, film og TV-shows fra mulighedernes land. Men fra Seattle slog et lyn ned fra en klar himmel.

    Det var grunge.

  • To tårne kollapsede i New York, og verden blev aldrig den samme. Bare et år tidligere havde årtusindskiftet truet med et totalt digitalt kollaps.

    Lige fra vaskemaskinen til bankens data. Men nu blev det radikaliserede terrorister, som ændrede verdens gang.
    Verden lukkede sine grænser og oprustede med sikkerhedskontrol og overvågning.

    Det eneste, der buldrede der ud af lidt endnu, var økonomien. Mange levede over evne. Boblen sprang, og banker og investorer faldt på stribe. Danmarks 10. største Bank, Roskilde Bank, lukkede og slukkede, og deres aktier var nul kroner værd.

    Det var tid til smalkost og selvransagelse.

  • Nu gik den ikke længere. Alt det, man troede skulle forbinde verdens borgere, blev en kilde til splittelse. Internettet, handel og energi.

    Ud af støvet fra alverdens dårligdomme, finanskrisen, klimakrisen og flygtningekrise rejste de unge og kvinderne sig.

    Danmark fik sin første kvindelige statsminister Helle Thorning Schmidt, og de unge fik en ny helt, Greta Thunberg. De voksne skulle tage at skamme sig for at ødelægge fremtiden med flyrejser og bøffer, sagde de unge anklagende. Med hashtagget MeToo gjorde kvinderne op med magtens mænd.

    Idoler og institutioner krakelerede. Briterne gik til afstemning om EU-medlemskab, og flertallet stemte for at træde ud af EU.

    Brexit varslede en ny tid med opbrud.

D-A-D GENNEM 40 ÅR

Som født ud af den mørke punk trådte ’Disneyland After Dark’ ind på scenen i starten af 1980’erne med et nyt cowpunkudtryk, som både legede med, hvad var tilladt og seriøst. Lige siden har bandet lyttet udad og udfordret, omformet og fornyet sit udtryk – altid med en blanding af dansk humor og seriøsitet. Igennem  40 år har D-A-D været med til at sætte soundtrack til en hel generations ungdoms- og voksenliv. I udstillingen kommer du med D-A-D backstage og udlever din egen rockstjernedrøm.

Medlemmer i
D-A-D

Jesper Binzer – vokal og guitar 
Jacob Binzer – guitar og kor 
Laust Sonne – trommer (1999–nu) 
Stig Pedersen – bas, vokal og kor 
Peter Lundholm Jensen – trommer (1982–1999) 

Studiealbum

Call of the Wild (Mega, 1986) 
D.A.D. Draws a Circle (Mega, 1987) 
No Fuel Left for the Pilgrims (Medley, 1989) 
Riskin' It All (Medley, 1991) 
Helpyourselfish (Medley, 1995) 
Simpatico (Medley, 1997) 
Everything Glows (Medley, 2000) 
Soft Dogs (Medley, 2002) 
Scare Yourself (EMI, 2005) 
Monster Philosophy (EMI, 2008) 
DIC.NII.LAN.DAFT.ERD.ARK (Mermaid, 2011) 
A Prayer for the Loud (Mermaid, 2019)